Monday, June 23, 2014

40 dages ro- Respekten for det nye liv...

Vi kvinder er rigtig gode til at presse os selv. Vi bliver aldrig rigtig gode nok, vores hjem er aldrig smukt nok og mange af os er rigtig dårlige til at læne os tilbage og slappe helt af. Desværre bliver det for mange af os endnu værre, når vi får børn. Vi styrter rundt for at få huset og børnene til at funkle, så vi kan fremstå så perfekte som overhovedet muligt. Jeg synes, at vi bør smide alt det over bord -specielt i tiden efter fødslen.

I nogle kulturer bliver den nybagte mor og spædbarnet isoleret i 40 dage, fordi man mener, at mor og barn er ekstra sårbare i perioden efter fødslen. Tallet 40 er et vigtigt tal i de store religioner og står for renselse, og nogle mener også, at man skal bruge 40 dage til at tillægge sig nye vaner eller fralægge sig uvaner.

I forbindelse med fødslen og det nye liv, mener man i visse kulturer, at 40 dage er den tid, det tager for et lille barn, at vænne sig til livet uden for maven, og den tid det tager moderen at indfinde sig i sin nye rolle. Nogle gange afsluttes de 40 dage med en fest, hvor barnet vises frem i lokalsamfundet.
Jeg synes, at det er en smuk måde at vise respekt for det lille nye menneske og den nybagte mor.

Vi mødre ved, at det at få et lille barn ændrer vores liv for altid. Livet bliver bare aldrig rigtig det samme, efter man har holdt sit lille barn i armene for første gang, og kærligheden bliver aldrig større end den kærlighed, vi har til vores børn.
Overvældende følelser, søvnløse nætter, amning osv. er alt sammen ting, vi skal vænne os til. At give sig selv til et lille nyt menneske og tilsidesætte sine egne behov, er for de fleste mødre en udfordring af de helt store. For mig er det logisk, at det kræver både tid og ro. Jeg har så vidt muligt forsøgt at skabe ro i tiden efter fødslen. Jeg har haft blanke sider i kalenderen, fordi tiden med et spædbarn er så dyrebar og desværre aldrig kommer igen.

I vores del af verden er det almindeligt at familie og venner kommer og ser det nyfødte barn ganske kort tid efter fødslen. Specielt efter jeg havde født mit første barn, var jeg fuldstændig overvældet og havde brug for ro og tid, til at lære min datter at kende og finde mig selv i mor-rollen. Barselsbesøgene fyldte hurtigt rigtig meget.
Efter jeg har fået flere børn, er jeg blevet bedre til at sige til og fra. Min mand og jeg har sørget for at sprede besøgene ud over lang tid, for et spædbarn er jo nyt og lille i mange uger efter en fødsel, så det er i virkeligheden ikke så vigtigt, at hele omgangskredsen ser barnet med det samme.

For mig har det været umådelig vigtigt, at have så meget ro som overhovedet muligt i ugerne efter fødslen. I de første dage, har jeg bare haft brug for at ligge hud mod hud med min baby. Det har været vigtigt for mig, at amningen var helt på plads, før jeg bevægede mig ud af huset, og jeg har kun taget imod besøg, i det omfang jeg har følt, min baby og jeg havde behov for.

Jeg tror, at roen og respekten for spædbarnets behov styrker det. Respekten for at et lille barn har et sart nervesystem og langt hurtigere bliver stresset end os voksne. Længe efter fødslen er barnets eneste behov, at være tæt på dets forældre, at sove og spise og få en tør rumpe. Jeg tror, at vores børn bliver langt mere robuste, hvis vi skaber den fornødne ro og giver os selv lov til at slappe af og bare være med vores nyfødte barn. Fyrre er jo bare et tal, men på mange måder er det en god målestok at have med sig i baghovedet.

Livet i dag går så hurtigt. Kvinderne bliver sendt hjem fra fødeafdelingen ganske få timer efter fødslen, og spædbarnet har allerede tøj på kort efter, at det er kommet ud af maven. Der er i det hele taget ikke meget fokus på ro og respekt for, at det lille nye liv, har brug for tid til at vænne sig til livet uden for maven. Det er trist, fordi den første tid med et spædbarn, er så vigtig og betydningsfuld i forhold til resten af livet. Tiden går så stærkt, og det er sundt at øve sig i at slappe af og være i nuet med sit spædbarn.
Verden står jo nok stadig efter nogle rolige måneder i babyboblen...

Til slut, vil jeg sige, at når jeg skriver disse indlæg om børn osv. handler det ikke om, at jeg har fundet de vises sten. Jeg skriver ud fra egne betragtninger og erfaringer med mine børn. Jeg skriver hverken for at give nogle dårlig samvittighed, eller for at pådutte andre mine sandheder. Da jeg skrev indlægget om, at jeg mener små børn bør have hue på, var der en der ikke var enig med mig. Det er ok, men jeg føler, at jeg på min blog, bør være tro mod mig selv og skrive om det, jeg føler er det rigtige for mig. Jeg tror også, at det netop er grunden til, at så mange følger med. Vi er alle sammen forskellige, og vi gør alle sammen det aller bedste for vores børn, udfra de forudsætninger vi har. Også jeg begår fejl og er ikke altid den perfekte mor, men jeg er en god mor, og jeg føler, at jeg har noget at bidrage med, og det er det, jeg håber kan inspirere andre.


Billeder fra Instagram

20 comments:

  1. jeg er ikke som andre kan jeg læse for når jeg havde født mit barn alle 5 så gik jeg i babybobbel med det/de børn og så kunne mit hjem være hjem jeg nød mit barn jeg sov sammen med alle mine børn til de var over 2 år nogle over 3 år .. jeg har haft dem tæt til mig og de er alle trygge børn den dag i dag ... jeg får helt ondt i maven når jeg høre fra andre at de ligge helt små børn på eget værelse ... men det er nok bare mig .. jo jeg har en mand og han har måtte vige og har forstået mig ikke at vi ikke er 2 voksne sammen for det er vi :-)

    ReplyDelete
  2. Jeg ville ønske, at jeg havde været isoleret med min datter i 40 dage efter fødslen. Og med min kæreste. Det eneste, jeg havde brug for, var, at vi tre skulle være sammen uden forstyrrelser. Desværre var vi for dårlige til at sige fra over for familien, og jeg var fuldstændig overvældet, når der havde været besøgende. Næste gang bliver det anderledes, har jeg lovet mig selv.

    Tak for at dele dine erfaringer.

    ReplyDelete
  3. Tak for dit indlæg. Det sætter følelser i gang hos mig, og jeg har lyst til at bidrage med mine erfaringer.
    Da vi fik Lara, havde Jonas og jeg snakket meget om at sætte grænser og ikke få for mange besøg - især i de første dage efter fødslen. Det gik også fint. På barselsgangen fik vi kun et par besøg. Men på 4. dagen kom vi hjem, og så væltede det ligesom. Svigerforældrene kom på 6. dagen, og det var ikke et kort besøg. De var der fra kl 10 om formiddagen til kl 22 om aftenen. Og for at det ikke skal være løgn, så kom Jonas' mostre plus mænd også. Og Jonas lavede mad til dem alle. Alt dette foregik i en lille tre værelses lejlighed. Jeg var nybagt mor og meget usikker på det hele. Og det var slet ikke, hvad jeg havde behov for. Men jeg var ikke i stand til at mærke det; ej heller til at sige fra. Om aftenen - under aftensmaden - gav lille nyfødte Lara lyd fra sig. Hun lå i liften. Jeg rejste mig, men idet jeg gjorde det, udbrød Jonas' moster: "Nå, det er ja vist en rigtig pyldremor!" Det fik mig til at sætte mig ned, indtil Lara for alvor skreg. Siden hen har jeg haft svært ved at tilgive mig selv og hende for denne episode.
    Det var svært at få amningen med Lara til at fungere. Ser jeg tilbage, har jeg slet ikke fået - eller taget - roen til det. Dagen, hvor mine svigerforældre var der, var jo netop der, hvor mælken for alvor skulle løbe til. Men det kommer ikke af sig selv. Og jeg ammede næsten ikke den dag, for det var der ikke ro til.
    Da vi så fik Askil, havde vi snakket alle disse ting igennem, og vi havde forstået, at det ikke nyttede noget at have gæster - ej heller familie - når amningen skulle igang. Det gik også fint. Men jeg var påvirket af følelserne fra sidst - de væltede ligesom ind over mig - og det resulterede i, at jeg slet ikke havde lyst til at se nogen som helst. Det havde Jonas svært ved at forstå, for han ville så gerne vise sin nyfødte søn frem. Jeg ville bare have ro.
    Det er ikke nemt - for mange af os er nok i ambivalente følelser. Vi har brug for ro, men samtidig vil vi gerne dele glæden sammen med vores nærmeste. Og de står jo på spring for at få lov til at se vidunderet.
    Fra mine veninder har jeg hørt lignende historier. En af dem fortæller endda, at hendes svigerforældre ventede uden for fødestuen og sprang ind, så snart det var muligt. Uden at tage hensyn til, at mor, barn og far måske havde brug for at få nogle timer for sig selv. Jeg håber, at bedsteforældre, der læser dette, tænker sig om og hjælper deres datter/svigerdatter til at sætte grænser, hvis hun ikke selv kan.

    Kh
    Anna



    ReplyDelete
  4. Sikke et smukt indlæg ❤️

    ReplyDelete
  5. Sikke et klogt og smukt indlæg! Jeg ville ønske, at jeg havde vist det, jeg ved nu, for fire år siden, da mine drenge blev født. Jeg kan faktisk slet ikke huske den første tid, udover at det var virkelig hårdt. Men heldigvis blev jeg klogere med årene og kan nu tage det mere med ro og nyde mine snart fire år gamle banditter.

    ReplyDelete
  6. fantastiske billeder, og fantastisk indstilling til livet med en lille baby. Den tid er så uvurderlig, og kommer aldrig igen. Så rigtigt.

    ReplyDelete
  7. Så fin fortælling, og ja, i vesten kunne vi helt sikkert lære noget af andre kulturer. I hvert fald blive inspireret. Jeg følte slet ikke jeg kunne få lov at sætte grænser, da jeg fik mit første barn. Familien lyttede simpelthen ikke, når jeg sagde fra. Det var en rigtig stressende tid, hvor jeg som 24 årig førstegangsmor havde svært nok ved at finde rollen som mor. Tak fordi du deler det her indlæg <3

    ReplyDelete
  8. Sikke et godt indlæg Lisbeth! Det har virkelig sat mange tanker i gang, nu hvor jeg nærmer mig barsel og fødsel af dreng nr. 2.
    Første gang var vi indlagt det første stykke tid efter fødslen, så der var det slet ikke muligt at besøge os, og vi havde ikke mange besøg den første tid. Men vi boede i Kbh, og tog på mange lange weekender hos familie i Jylland, og det blev alt alt for meget, og til sidst fik vi nok, og lærte at sætte grænser. Lige siden dengang, har vi altid spurgt os selv, når vi er i tvivl om vi skal deltage i noget, gør vi det for vores lille families skyld, eller gør vi det i virkeligheden for de andres skyld? Og som regel er det for de andres skyld, og der er vi blevet rigtig gode til at sige fra.
    Endnu engang stort tillykke med den fine lille dreng:-)

    ReplyDelete
  9. Kære Lisbeth

    Jeg er ikke så god til at få kommenteret på dine indlæg, men du skal vide at jeg læser med og føler mig inspireret af dine sunde holdninger. Nogle vil måske mene de er lidt "langhårede", men du er gennemført "langhåret" og det har jeg dyb respekt for. Fortsæt med at gøre som du gør!!

    Meget interessant med de 40 dage i fred og ro… Jeg er ikke i tvivl om at det er helt rigtigt. Jeg ved ikke om det er belønningen for at skulle dele tiden med de ældre søskende (kontra al den tid barn nummer et fik osv). Men for hvert barn jeg har født har jeg taget den mere og mere med ro og bare nydt nydt nydt i frem og ro. Har slet ikke haft et behov for at dele Liv med andre (javist på billeder og der har jeg så også givet den MAX gas haha).
    40 uger udenvejs må da mindst give 40 dages tilvænning til en verden udenfor.

    Tak for dine indlæg - jeg nyder!

    Kram herfra Camilla

    ReplyDelete
  10. Kære Lisbeth
    Fristes til at skrive: Godt ord igen - ikke mindst din afslutning. Og ja, det er DIN blog og jeg stornyder at læse om din tilgang til børn og livet. Jeg er enig i, at vi ikke alle skal være enige, men det er berigende at møde nye og anderledes sider af tingene end dem man møder, når vi som mennesker spejler os alene i de der ligner os selv. Og på den front føler jeg, at du beriger mit syn på mange ting. Det behøver hverken være videnskabeligt bevist eller andet for at man kan bruge et godt råd eller lære af andre. Det at man som mor mærker efter og bruger det som føles rigtigt ift netop sit eget unikke lille barn - det er for mig at se den vej du viser. Og det er skønt og lærerigt. Tak
    KH og rigtig dejlig sommer
    Helle Sandby

    ReplyDelete
  11. Åh, hvor er jeg glad for at du tager dette emne op! Det er så vigtigt og noget mange glemmer eller har svært ved at tage seriøst. Jeg er jordemoder og ser ofte forældre umiddelbart efter fødslen ringe rundt og lægge billeder på facebook. Tiden med en nyfødt er dyrebar og kommer aldrig tilbage. Et andet aspekt ift. de 40 dage er kroppens heling. Det tager tid for organerne at falde på plads igen og det er vigtigt at respektere. En nyfødt baby og en lang barsel er det bedste tidspunkt for en kvinde at lære at give sig selv pauser - det er jo både skønt og sundt! Kærlig hilsen fra barselsland

    ReplyDelete
  12. AnonymousJune 24, 2014

    Tak for et indlæg, som er meget vigtigt. Din blog er den jeg bliver mest inspireret af at læse. Mange tak for det.
    Venlig Hilsen en ny mor

    ReplyDelete
  13. Kære Lisbeth
    Tak for endnu et vigtigt og nærværende indlæg.
    Jeg har selv kæmpet lidt i min familie med at få lov til at holde mit barn den første tid - og ikke sende hende rundt til alle som det første. Det har været en helt tydelig følt fornemmelse af mit barns behov - og mange har kommenteret! Jeg har undervejs også fået kritik: vil du have, at hun bliver sådan en mors pige, som ikke kan gå ud i verden på egen hånd? er jeg blevet spurgt. Og nej, det er lige præcis ikke det jeg ønsker. Og heldigvis er det heller ikke det jeg har fået. Min datter er nu 14 mdr og vælter ud i verden med noget der ligner mod på oplevelser og ønske om at udforske og knytte sig til andre. Det er jeg taknemmelig for. Jeg bilder mig ikke ind, at det at jeg bar hende meget tæt på mig de første mange måneder har sikret, at hun har så meget mod på oplevelser udenfor hjemmet, men jeg kan da se, at det i hvert fald ikke har skadet hende! Jeg tror, at hvis man i den grad opfylder det lille barns behov for nærhed (hud-mod-hud tid, slynge-tid og i det hele taget er tæt på barnet) så får det "fyldt sin nærhedsbeholder op" og kan på den måde trække på den, når barnet skal ud i verden, hvor mor ikke er lige ved siden af. Om det er 40 dage det kræver i starten lyder som en god ramme - som man jo må tilpasse efter barnets behov...
    Lille opfordring; Spændende tema du berører omkring kvinders præstationsræs. Det kunne jeg godt tænke mig at høre et indlæg om... hvordan man smider det over bord, når man er Lisbeth? Du er så inspirerende og mon ikke du også kunne inspirere omkring det vigtige tema. Jeg vil gerne læse om det :-)

    Louise

    ReplyDelete
  14. Spændende tanker... Jeg endte faktisk med at gøre noget lignende, men lidt ved et tilfælde. Min dreng kom tre uger før forventet og da vi bor i udlandet og mine forældres besøg var planlagt til tre uger efter termin, ja så kom de jo så først da han var seks uger gammel. Og da jeg ikke rigtigt kunne rumme besøg om aftenen og vores venner primært kunne ses i weekenden, så var der en naturlig begrænsning på hvor mange besøg vi kunne have på en uge og det tror jeg faktisk var rigtigt fint. Dengang tror jeg, at jeg følte at jeg isolerede mig en smule og følte mig lidt forkert, men nu kan jeg tydeligt se, at det var mit klare behov at gå ind i babyboblen og jeg tror det var rigtigt godt for os, at vi havde så god tid til at være forældre på vores måde, før den ældre generation kom forbi med deres velmenende råd og nysgerrige spørgsmål, som man bare er total sårbar overfor som spritny mor. Dette indlæg er en glimrende påmindelse om, at mærke efter hvad man selv har brug for i den sammenhæng, så tak for det og det vil jeg huske på når der forhåbentligt kommer en næste gang!

    ReplyDelete
  15. Tak for endnu et dejligt indlæg og for at du er dig. Følger dig netop fordi du inspirerer til ikke bare at følge flertallet, skriver godt, tager flotte billeder og holder mig op på, at jeg vil være tro mod mig selv. Mange tak for det.

    ReplyDelete
  16. AnonymousJune 25, 2014

    Kære Lisbeth!
    Jeg følger din blog og nyder dine inspirerende indlæg, næsten uanset hvilket emne du berører.

    40 dages ro- Respekten for det nye liv ......... er helt fantastisk.
    Jeg ville ønske, jeg havde tænkt på det, da jeg - for efterhånden en del år siden - fødte vores børn.
    Det indlæg har jeg i den grad taget til mig, hvis jeg får børnebørn en dag :-).
    KH
    Sine/en trofast læser fra Vejle

    ReplyDelete
  17. Tak for et godt og tankevækkende indlæg.
    Kh Lisbet

    ReplyDelete
  18. So, so, so cute. Love the pics.

    ReplyDelete
  19. AnonymousJune 27, 2014

    Jeg elsker de her indlæg fra dig. Du er så reel, så ærlig og tankevækkende. Du er lidt sådan en mor, man (jeg) ser op til og gerne selv vil være som mor engang. Du skriver fantastisk og din måde at se verden på, dit engagement, din kærlighed og skinner igennem i alt hvad du skriver herinde. Du er ikke en af dem der pådutter rigtigt eller forkert, men taler fra hjertet og viser hvem du er. Det er den vej vi skal gå. Troen på at vi alle gør vores bedste. Den viser du på den fineste måde. Hvis opfattelsen er en anden, siger det vel snarere mere noget om dem end om dig. Jeg har fuldt respekt for dig, og elsker at følge dig herinde. Må du og din familie beriges med kærlighed og varme

    ReplyDelete
  20. AnonymousJune 30, 2014

    Takk for reflektert og inspirerende tanker. Som de fleste andre her inne, setter jeg stor pris på at du deler tankene du har om forskjellige emner.

    Anne Bente

    ReplyDelete

Tusinde tak fordi du giver dig tid til at lægge en kommentar. Det gør mig rigtig glad og er med til at vise, at du får noget ud af det, jeg skriver!