Monday, August 18, 2014

Gyldenriste og sensommer








En dejlig sommer er gået, og bloggen har bare fået lov til at passe sig selv. Nu er jeg tilbage igen og har lyst til at blogge igen.

Vi har holdt en dejlig lang sommerferie og har nydt vores nye søde lillebror. Vi har været på en skøn ferie i en svensk skov, som jeg viser billeder fra en af de kommende dage. Vi har også været en lille tur på Møn, og ellers har vi hygget os hjemme. Min mand har lært børnene at svømme, og de har været på stranden hver morgen i hele sommerferien.

Nu er børnene startet i skole og børnehave igen, og jeg nyder de stille dage med Bror.

I lørdags gik vi en lille tur og fandt brombær, mirabeller, hyldebær, æbler og gyldenris. Det er så fantastisk med den overflod der er i naturen lige nu!
Min mand bagte en lækker tærte med æbler og brombær og jeg fik hængt gyldenris til tørring, som jeg bruger til te. Gyldenriste smager virkelig godt, og så er det sundt! Man kan bruge det både friskt og tørret til te. I frisk tilstand hælder jeg bare kogende vand over blomster og blade og lader det trække. Når det er tørret kan de klippes i mindre stykker og gemmes i dåser og bruges som almindeligt te.
Gyldenris er let vanddrivende og har en betændelshæmmende effekt. Det er virkelig godt mod blærebetændelse og dens egenskaber er bekræftet i videnskabelige studier. De vokser stort set alle steder, så bare kom ud og pluk løs!

Wednesday, June 25, 2014

World vitiligo day


I dag er det 'World vitiligo day'. En dag hvor der gøres opmærksom på sygdommen til ære for de mennesker, som lider af vitiligo. Jeg ønsker naturligvis at oplyse om dagen, fordi min yngste datter Martha har sygdommen. Vitiligo er efter sigende en autoimmun sygdom, hvor pigmenten forsvinder i større og mindre områder på huden. Ca. 1% af jordens befolkning har sygdommen.
Min datter fik konstateret vitiligo sidste år, og desværre er det i voldsom udvikling. Sygdommen er primært kosmetisk, men kan have nogle kedelige følgesygdomme, og så kan den være invaliderende på den måde, at det er meget svært at opholde sig ude i solen. Min datter har ingen pigmentering i halvdelen af sit ansigt, og det betyder, at hun bliver skoldet, hvis hun bare opholder sig ganske kort i solen uden hat og solcreme.
Min datter er meget lys i huden, så derfor er det ikke så tydeligt i forhold til, hvis hendes hud havde været mørk, men når hun får en lille smule sol, bliver det naturligvis meget tydeligt.

Der er ingen der ved hvorfor sygdommen opstår, og der er ingen effektiv behandling. Behandlingen der tilbydes kan have nogle kedelige bivirkninger og har ringe eller ingen effekt.
Pt. følger Martha en kur, hvor hun får tilført forskellige vitaminer, og vi er super opmærksomme på, at hun får en sund kost.
Jeg håber naturligvis, at der kommer en masse fokus på sygdommen, både for at der kan blive forsket mere i den og for, at vi alle sammen får kendskab til den. Jeg mener, at det er så vigtigt, at vi alle sammen accepterer hinandens forskelligheder og har respekt for dem, der ser anderledes ud. Kan vi voksne finde ud af det, smitter det også af på vores børn.

Monday, June 23, 2014

40 dages ro- Respekten for det nye liv...

Vi kvinder er rigtig gode til at presse os selv. Vi bliver aldrig rigtig gode nok, vores hjem er aldrig smukt nok og mange af os er rigtig dårlige til at læne os tilbage og slappe helt af. Desværre bliver det for mange af os endnu værre, når vi får børn. Vi styrter rundt for at få huset og børnene til at funkle, så vi kan fremstå så perfekte som overhovedet muligt. Jeg synes, at vi bør smide alt det over bord -specielt i tiden efter fødslen.

I nogle kulturer bliver den nybagte mor og spædbarnet isoleret i 40 dage, fordi man mener, at mor og barn er ekstra sårbare i perioden efter fødslen. Tallet 40 er et vigtigt tal i de store religioner og står for renselse, og nogle mener også, at man skal bruge 40 dage til at tillægge sig nye vaner eller fralægge sig uvaner.

I forbindelse med fødslen og det nye liv, mener man i visse kulturer, at 40 dage er den tid, det tager for et lille barn, at vænne sig til livet uden for maven, og den tid det tager moderen at indfinde sig i sin nye rolle. Nogle gange afsluttes de 40 dage med en fest, hvor barnet vises frem i lokalsamfundet.
Jeg synes, at det er en smuk måde at vise respekt for det lille nye menneske og den nybagte mor.

Vi mødre ved, at det at få et lille barn ændrer vores liv for altid. Livet bliver bare aldrig rigtig det samme, efter man har holdt sit lille barn i armene for første gang, og kærligheden bliver aldrig større end den kærlighed, vi har til vores børn.
Overvældende følelser, søvnløse nætter, amning osv. er alt sammen ting, vi skal vænne os til. At give sig selv til et lille nyt menneske og tilsidesætte sine egne behov, er for de fleste mødre en udfordring af de helt store. For mig er det logisk, at det kræver både tid og ro. Jeg har så vidt muligt forsøgt at skabe ro i tiden efter fødslen. Jeg har haft blanke sider i kalenderen, fordi tiden med et spædbarn er så dyrebar og desværre aldrig kommer igen.

I vores del af verden er det almindeligt at familie og venner kommer og ser det nyfødte barn ganske kort tid efter fødslen. Specielt efter jeg havde født mit første barn, var jeg fuldstændig overvældet og havde brug for ro og tid, til at lære min datter at kende og finde mig selv i mor-rollen. Barselsbesøgene fyldte hurtigt rigtig meget.
Efter jeg har fået flere børn, er jeg blevet bedre til at sige til og fra. Min mand og jeg har sørget for at sprede besøgene ud over lang tid, for et spædbarn er jo nyt og lille i mange uger efter en fødsel, så det er i virkeligheden ikke så vigtigt, at hele omgangskredsen ser barnet med det samme.

For mig har det været umådelig vigtigt, at have så meget ro som overhovedet muligt i ugerne efter fødslen. I de første dage, har jeg bare haft brug for at ligge hud mod hud med min baby. Det har været vigtigt for mig, at amningen var helt på plads, før jeg bevægede mig ud af huset, og jeg har kun taget imod besøg, i det omfang jeg har følt, min baby og jeg havde behov for.

Jeg tror, at roen og respekten for spædbarnets behov styrker det. Respekten for at et lille barn har et sart nervesystem og langt hurtigere bliver stresset end os voksne. Længe efter fødslen er barnets eneste behov, at være tæt på dets forældre, at sove og spise og få en tør rumpe. Jeg tror, at vores børn bliver langt mere robuste, hvis vi skaber den fornødne ro og giver os selv lov til at slappe af og bare være med vores nyfødte barn. Fyrre er jo bare et tal, men på mange måder er det en god målestok at have med sig i baghovedet.

Livet i dag går så hurtigt. Kvinderne bliver sendt hjem fra fødeafdelingen ganske få timer efter fødslen, og spædbarnet har allerede tøj på kort efter, at det er kommet ud af maven. Der er i det hele taget ikke meget fokus på ro og respekt for, at det lille nye liv, har brug for tid til at vænne sig til livet uden for maven. Det er trist, fordi den første tid med et spædbarn, er så vigtig og betydningsfuld i forhold til resten af livet. Tiden går så stærkt, og det er sundt at øve sig i at slappe af og være i nuet med sit spædbarn.
Verden står jo nok stadig efter nogle rolige måneder i babyboblen...

Til slut, vil jeg sige, at når jeg skriver disse indlæg om børn osv. handler det ikke om, at jeg har fundet de vises sten. Jeg skriver ud fra egne betragtninger og erfaringer med mine børn. Jeg skriver hverken for at give nogle dårlig samvittighed, eller for at pådutte andre mine sandheder. Da jeg skrev indlægget om, at jeg mener små børn bør have hue på, var der en der ikke var enig med mig. Det er ok, men jeg føler, at jeg på min blog, bør være tro mod mig selv og skrive om det, jeg føler er det rigtige for mig. Jeg tror også, at det netop er grunden til, at så mange følger med. Vi er alle sammen forskellige, og vi gør alle sammen det aller bedste for vores børn, udfra de forudsætninger vi har. Også jeg begår fejl og er ikke altid den perfekte mor, men jeg er en god mor, og jeg føler, at jeg har noget at bidrage med, og det er det, jeg håber kan inspirere andre.


Billeder fra Instagram

Saturday, June 21, 2014

Lækkert garn...

Min lille fyr blev født med det lækreste silkebløde garn, men det er nu ikke det, indlægget skal handle om. Det skal handle om garn - det man strikker af...

Det er ret begrænset, hvad jeg har nået på det sidste, udover at sidde i sofaen og kysse min lille baby. Heldigvis har min lille Bror et ret godt sovehjerte, så om aftenen har jeg haft lidt fred til at strikke. Jeg er i gang med en hue og en sweater, han kan bruge til vinter, og så har jeg strikket denne lille fine vest. Jeg tænkte, at en størrelse 6 måneder nok ville holde længe, men eftersom min baby åbenbart er rimelig fed, så er vesten pænt lille allerede! Men fin er den, også selvom den er ved at eksplodere, når Bror har den på. Garnet er fra Majbækken, som er en lille webshop, jeg netop har lært at kende. Det er det lækreste garn, jeg har strikket i nogensinde. Helt blødt og fint merinogarn i de fineste farver, og så er det økologisk og GOTS-certificeret ovenikøbet, og det er jo noget jeg værdsætter.

Om lidt kommer Storm og min mand hjem. De har været ude i en skov og sove i telt. Jeg er spændt på hvor meget de har sovet!

Hav en dejlig lørdag!

Friday, June 20, 2014

På med hatten... Om små børn og vigtigheden af en hue!

I dag er det køligt, det blæser og tunge grå regnskyer ligger lavt på himlen. I dag vil de fleste forældre give deres små børn en hue på, men når solen skinner fra en skyfri himmel, ser jeg mange spædbørn og småbørn med bare hoveder.
Jeg har lyst til at skrive lidt om, hvorfor jeg finder det umådelig vigtigt, at babyer og småbørn får hue på i al slags vejr.
Jeg mener, at en hue er en del af den helt essentielle omsorg, man giver et lille barn.
Når jeg giver mit lille barn en hue på, handler det ikke kun om, at han ikke skal fryse om ørerne. Det er i virkeligheden nok det mindste af det, for når det er 30 grader uden for, er der ikke den helt store risiko for, at han fryser om hovedet.
Huen er vigtig, fordi små børn er virkelig følsomme og er udsat for oceaner af sanseindtryk. Alt er nyt for dem, og en hue skærmer dem, og gør det nemmere for dem at lukke af. Det skaber tryghed, at hovedet er omsluttet af en hue.

Min store søn Storm er et meget sensitivt barn. Han er super udadvendt og virker som en stærk dreng med masser af gang i, derfor kunne man umiddelbart tro, at han kan klare det meste. Det kan han også, og han er også en stærk dreng, men samtidig er han utrolig følsom. Selvom han som tre-årig startede i en lille hjemlig steinerbørnehave, hvor der kun var plads til 28 børn, havde han svært ved at rumme de mange børn og larmen i børnehaven, som ellers var betydelig mindre, end i andre større institutioner. Han reagerede ved at være totalt overstimuleret og træt, når han kom hjem kl. 14.00. Han nåede samtidig ofte et punkt, hvor han ikke magtede, at de andre børn kom for tæt på ham, og det var både synd for ham og de børn, som fik overskredet hans grænser. En af de kloge pædagoger i børnehaven observerede, at han de dage, han havde sin bøllehat på i børnehaven, havde det nemmere. Han var bedre til at sidde for sig selv i sandkassen og lege, og han kunne bedre lukke af for larmen og trække sig ind i sig selv, når han havde behov for det.
Vi fandt ud af, at han også havde det bedre hjemme om eftermiddagen og var friskere, når han havde haft sin hat på. Derfor blev det bare en vane, at han altid havde hat på. Nu er han større og vælger selv, men vi oplever sjovt nok stadig, at han tager kasket eller hat på, når vi skal til større arrangementer, hvor der er mange mennesker og meget støj.

I forhold til det helt lille barn, finder jeg det helt naturligt, at de har hue på så meget som overhovedet muligt, og huen bør efter min mening, være en naturlig del af påklædningen og omsorgen for barnet. Vænner man barnet til en hue fra starten, vil de selv ønske at have en hue på hovedet, fordi de vil føle en tryghed, når de har den på.
Her om sommeren har Bror en hue på, som passer til vejret. Han har en lille silkehue på, som er kølig, så han ikke bliver overophedet.

Jeg har selv syet et utal af huer i sjovt stof, med ører og lignende, men må egentlig erkende, at jeg synes bedst om en mere neutral hue, hvor man ser barnet og ikke kun huen. Det virker bare bedre, når nu huen er en naturlig del af hverdagspåklædningen.

Så på med huen eller hvad mener du? Har dit barn hue på?

...og der er naturligvis øjeblikke, hvor baby må have huen af... Det dejlige lille babyhoved skal der bare duftes til indimellem! Specielt lige efter fødslen, er det vigtigt at dufte. Det fremmer relationen mellem mor og barn!




Thursday, June 19, 2014

Det begynder med et stik - om K-vitamin til nyfødte

Under min graviditet besluttede min mand og jeg, at vores søn ikke skulle have k-vitamin som indsprøjtning lige efter fødslen. Vi valgte, at han skulle have vitaminet i dråbeform i stedet.

I danmark får (næsten) alle børn en k-vitaminindsprøjtning, så snart de er blevet født. Det har været en rutine i Danmark siden begyndelsen af 70'erne og op gennem 70'erne og 80'erne gav man k-vitamin som injektion umiddelbart efter fødslen. I 90érne begyndte man at give vitaminet i dråbeform, fordi flere og flere forældre var utilfredse med, at børnene blev stukket. 
Der var samtidig nogle undersøgelser i England i 1990 og 1992, som viste at der kunne være en sammenhæng mellem indsprøjtningen og kræft (særligt leukæmi) hos børn, hvilket dog ved senere studier ikke kunne bekræftes. I dag gives k-vitamin igen som injektion.

Men hvorfor skal nyfødte have k-vitamin?

K-vitamin gives for at nedsætte risikoen for livstruende blødninger hos barnet, som kan opstå under fødslen.
K'et står for koagulering, og handler altså om blodets evne til at størkne. K-vitamin bliver dannet i tarmen og findes kun i meget små mængder i modermælken. Spædbarnets bakterieflora er ikke i stand til at producere nok k-vitamin selv, og derfor mener eksperter, at det er nødvendigt at nyfødte får et tilskud af K-vitamin for at undgå de blødninger, som kan opstå i forbindelse med fødslen eller i ugerne efter fødslen. 

Undersøgelser viser, at risikoen for disse blødninger er lav og at risikoen primært handler om børn i visse udsatte grupper såsom præmature børn. Alligevel har man valgt, at alle børn skal have dette tilbud.

K-vitamin findes i tre former: 

K1 (fyllikinon) findes eksempelvis i kål, avocado, spinat, vindruer, broccoli, lever, nyrer, mejeriprodukter osv. 

K2 (menaquinon) Er det vores tarmsystem selv danner - Har man eksempelvis været i antibiotikabehandling eller har man dårlig fordøjelse, kan der opstå en mangel.

K3 Phytomenadion er den syntetiske form af vitaminet K1 og det er den form spædbarnet får indsprøjtet efter fødslen.

I Tyskland, Holland, Østrig og Schweiz er man gået tilbage til at give k-vitamin i dråbeform, men i Danmark og Sverige anbefaler sundhedsstyrelsen igen k-vitamin via injektion. 

Jeg har brugt en del tid på at søge information om emnet og der er ting, jeg undrer mig over:

Først og fremmest har jeg svært ved at forstå, at der hos et sundt og raskt barn født til tiden af en sund og rask mor kan opstå en mangel. Det ville undre mig, at naturen havde fejlet på dette punkt. Dette er dog ingen påstand, men udelukkende et udtryk for min egen holdning.

Er der alternativer til injektion?

Man kunne eksempelvis som kommende mor sørge for, at man har en sund tarmflora, så fostret får k-vitamin gennem blodet. Dette gør man naturligvis ved at spise en sund og næringsrig kost gennem hele graviditeten -undgå sukker og hvidt brød og spise masser af sunde økologiske grøntsager, kød, lever og sunde fedtstoffer osv.) Man kunne med fordel tage et tilskud af probiotika og bede lægen teste ens k-vitaminniveau. Desværre overføres kun ganske lidt k-vitamin til barnet via blodet, så er man usikker er der stadig mulighed for at få dråber i stedet for indsprøjtningen. Som sagt er det det der gives i flere andre lande i europa. Så undgår man dels at påføre barnet smerte lige efter fødslen, og at give barnet K-vitamin i en meget stor portion på en gang.
Man kan bestille K-vitamin i dråbeform hos Skanderborg apotek. Skanderborg apotek er det eneste sted i Danmark, hvor k-vitamin stadig bliver produceret i dråbeform til spædbørn. Vil man bestille dråberne der, kræver det en recept hos egen læge. Der er i øvrigt flere fødeklinikker og hospitaler, som ligger inde med dråberne. Barnet skal have to dråber umiddelbart efter fødslen og en dråbe om ugen i de først tre måneder efter fødslen.

De færreste forældre ved, at det er et tilbud, og at man som forældre har et valg. Jeg har selv oplevet at indsprøjtningen bliver givet pr. automatik, og jeg er ikke blevet spurgt, om jeg var interesseret i dette tilbud.
Jeg mener at informationen fra læger og jordemødre er mangelfuld, og min oplevelse er, at man kun får information, hvis man selv er kritisk og spørger til det.

Vil du have mere information om emnet, kan du læse her. Har du selv links til artikler, er du velkommen til at lægge dem i kommentarfeltet:

K-vitamin til nyfødte - vet vi nok (norsk)

The potential dark side of the routine newborn vitamin K shot

K-Vitamin til nyfødte - fortsat et dilemma

K-vitamin (netdoktor)

Vitamin K at birth - to inject or not?

Evidence for the vitamin K shot in newborns

Kommenter gerne og fortæl hvad du mener om emnet, men jeg opfordrer til at holde en pæn tone.


Tuesday, June 17, 2014

Et lille pip...

Tiden flyver af sted, og det er efterhånden mange uger siden, jeg har skrevet noget på bloggen. Jeg har bare haft brug for at nyde tiden med min baby. Jeg synes, at han og jeg har haft brug for ro og fred og tid til at lære hinanden at kende. Lysten til at sætte mig foran computeren, har ikke rigtig været der før nu og jeg har haft større lyst til at stirre på min lille nye baby.
Det er simpelthen fantastisk at være mor til hele fire stykker! Jeg er både stolt og glad over hvor nemt det hele er gået. Lille Bror er en sød og nem dreng. Han er glad, sover godt og SPISER godt og meget. Han er blevet stor meget hurtigt, som man tydeligt kan se på billedet. En ordentlig basse på 6,5 kilo er han!
Både Alma, Storm og Martha er glade for ham. De vil rigig gerne hjælpe, og de er så søde og kærlige over for ham. 
Jeg vil skrive en hel masse mere senere, men jeg vil bare starte med et lille pip, for at vise, at jeg stadig er her... 
Nu håber jeg ikke, at alle mine læsere er forsvundet i den tid jeg har været væk.

Tusinde tak for alle kommentarene til nyheden om Brors fødsel!



Tuesday, April 29, 2014

Så er lille Bror født!

Vores lille Bror, som slet ikke er så lille, blev født natten til onsdag. Fødslen gik virkelig godt, og han blev født hjemme i stuen i ro og fred. Det tog præcis en time og 27 minutter, så det var igen en meget hurtig fødsel. I får den helt store beretning, når jeg har fået skrevet den ned. Han er så sød og dejlig og blød, og vi er fuldstændig forelskede i ham alle sammen. Han er en stor basse på 4300g og hele 57 cm. Jeg er verdens lykkeligste mor til fire!




Friday, April 18, 2014

påskesysler...



Fine pustede æg med friske blomster fra haven. Forsigtigt limet på med limstift. Skal de holde længere end påsken over, kan man lakere dem med klar lak...

Thursday, April 3, 2014

Lyse aftener...

Jeg elsker denne her tid, hvor aftenerne bliver længere og lysere som dagene går. Solsortene begynder at synge deres melodier ud over hustagene, og børnene kan løbe og lege ude uden konstant opsyn.
Vi bor i et meget lukket område med små græsarealer mellem 70ér-rækkehusene, hvor børnene kan spille bold og lege frit. Jeg nyder at høre dem råbe og grine, mens jeg ordner i køkkenet efter aftensmaden.
Jeg husker, fra da jeg selv var barn de lange lyse sommeraftener, hvor jeg legede med min veninde Mette, som boede på gården overfor mit hus. Nogle gange måtte vi være rigtig længe ude, og der fandtes ikke noget mere vidunderligt, end at lege uforstyrret til mørket faldt på, og min mor kaldte mig ind i seng!

Der skal være plads til, at vores børn kan lege uden forældres indblanden.
Børns liv i dag er så fyldt op af planlagte aktiviteter og lader ofte næsten ingen tid til overs til bare at være, og gøre hvad man vil. Det er så vigtigt, at der er plads til lige netop det...

Wednesday, April 2, 2014

Idéer...

Mens jeg går her og venter utålmodigt på baby, tænker jeg på, hvad jeg dog skal få tiden til at gå med, når jeg er på barsel. For der er sikkert masser af tid til overs, når man har fire børn, er der ikke!??
Jeg er gået i gang med at fotografere mine engle trin for trin, og jeg drømmer om at lave nogle e-bøger med mine kreative idéer. Det har længe været en plan, og jeg håber, at den en dag ser dagens lys....

Er der noget du drømmer om at lære?

Tuesday, April 1, 2014

At samles...



Jeg er heldig! Jeg tænker ofte på det, når jeg samles med mine børn om eftermiddagen. Lige nu går de ikke på fritidshjem, så vi har rigtig meget tid sammen. De to store er hjemme senest klokken 14.00 hver dag, og så henter jeg Martha i børnehaven, og vi samles og drikker te, taler om vores dag, læser historie osv.
Bagefter løber børnene gerne hver til sit alene eller sammen med legekammerater, og jeg får lavet, hvad jeg skal!

Jeg synes, at det er så vigtigt at samles flere gange hver dag, så vi prioriterer, at vi alle sidder sammen i ro og spiser vores morgenmad, at vi sidder sammen om eftermiddagen og igen til aftensmaden...

I eftermiddags tog vi til stranden og fandt muslingeskaller og gik tur langs vandet. Pigerne legede med de dukker, som jeg har lavet sammen med mine yndlings-sydamer i søndags. Jeg er ved at lave dukker til 'Snehvide og de syv små dværge'.

Solen stod højt på himlen og luften duftede af forår! Det har været en dejlig dag. 

Friday, March 28, 2014

Forberedelser til en hjemmefødsel

I tirsdags havde vi besøg af min jordemor. Hun kom med de ting, som skal bruges ved en hjemmefødsel, så det hele står klar til når fødslen går i gang. Min mand fik et lille fødselskursus, så han kan tage imod babyen, hvis vi igen ikke når at få jordemoderen ud i tide.

Min jordemoder er fantastisk! På trods af at der ikke længere er en ordning, hvor man kan føde med kendt jordemor i den region, hvor vi bor, har jeg fået hendes private numre, så vi kan ringe til hende, hvis fødslen går så hurtigt som sidst, og fødegangen ikke kan nå, at sende en jordemoder. Det er virkelig betryggende at vide, at hun kan være her på 10 minutter. Jeg er simpelthen så rørt over, at hun vil komme, selvom hun har fri!

'Hjemmefødselsspanden' indeholder navleklemme, underlag til sengen, lavement og bind til efter fødslen.

De ting man har brug for til en hjemmefødsel er:

-Afdækning til fødselslejet (afdækningsplast eller voksdug til seng, hvis det er der, man vil føde).
-Gamle lagner til at dække fødselslejet ( De kan evt. smides ud efterfølgende).
-Håndklæder og et par vaskeklude
-Affaldsposer
-Bord til jordemoderens ting
-En lampe, så jordemoderen kan se ordentligt (specielt hvis man skal sys efterfølgende).
-Pude og dyne naturligvis
-Tøj til den lille (en lille hue er vigtig).
-Mad og drikke til jer selv, jordemoderen og fødselshjælperne.

Hygge: Starinlys, god musik, søde sager, frugt, juice etc.

Eventuelt:

-En sækkepude
-Et fødekar med vandslange til (det kan enten lejes eller købes).

Her havde vi lejet et fødekar ved de to første fødsler. Ved Almas fødsel var det en stor hjælp, men til Storms fødsel, var der ikke fyldt mere end 10 cm vand i karret, da jeg havde født, så det gav ikke meget mening. Vi valgte derfor, ikke at have et kar til Marthas fødsel og har heller ikke et i denne omgang, da det vist er urealistisk, at jeg nogensinde når at komme i det.

Min erfaring er, at man ikke har brug for ret meget til en hjemmefødsel. Det er bestemt ikke nødvendigt at købe en masse ind. Jeg har været en tur i genbrugsbutikken og har købt lagner og håndklæder, som kan smides ud efterfølgende.
Man skal bare beslutte sig for hvor fødslen skal foregå, og så skal man beslutte, om et kar er nødvendigt. Her har oprydningen efterfølgende taget fem minutter- alt er blevet smidt i en sort sæk, og så er det det.

Hav en rigtig god weekend!

Thursday, March 27, 2014

En jordemoder om hjemmefødsler...

Helle er jordemoder og har bloggen Jordemoderlounge.dk. Hun skriver om jordemoderkundskab, sundhed, kvindekroppen, strøtanker om interesser, inspiration og alt mulig andet. Bloggen er helt sikkert et besøg værd. Også selvom man ikke er gravid! 

Jeg hedder Helle, og jeg er uddannet jordemoder. Jordemoderfaget har været et naturligt valg for mig, selvom jeg har taget uddannelsen i en meget voksen alder. Jeg er oprindeligt uddannet socialpædagog og har arbejdet med kvinder og børn gennem en del år. Jeg er glad for min pædagogiske baggrund - der er rigtig meget pædagogik i jordemoderarbejdet.

Hvor mange børn har du, og hvor er de født?

Jeg har tre børn, alle voksne og fløjet fra reden.
Da jeg ventede mit andet barn foreslog min jordemoder, at jeg skulle føde hjemme. Det så jeg helt pragmatisk på dengang og tænkte 'åh nej, så skal jeg selv vaske sengetøjet bagefter… '
så Jakob blev, ligesom de to andre, født på hospital. Det var længe før jeg selv blev jordemoder, og fødsler foregik i min optik på et hospital. I dag er jeg en varm fortaler for hjemmefødsler og ærgrer mig lidt over mit yngre jeg’s ureflekterede afvisning af den mulighed.   



Hvordan var dine egne fødselsoplevelser?

Mine fødsler har alle være ukomplicerede - men vidt forskellige.
Første fødsel var langvarig og jordemoderen var træt - en virkelig dårlig kombi, som fik mig til at ræsonnere, at jeg var en elendig føder!
Anden fødsel husker jeg som lutter solskin og fuld kontrol over krop og veer - det shinede mit føde-ego lidt og åh ja - det ville have været en skøøøn hjemmefødsel!
Min 3. fødsel føltes ekstrem lang – hvilket skyldes, at vandet gik lige før rykind af svigerfamilien og jeg valgte at tage på hospitalet og blive der - i stedet for at servere kaffe i haven. Tiden falder utroligt lang på en fødegang - og her var det ikke jordemoderen der blev træt – men miiig!
Stik mod al fornuft greb jeg til sidst lægen i kraven og forlangte hospitalets største sprøjte med morfin. Hvad jeg sagde, da han med et fagligt argument afslog, har jeg gladeligt fortrængt – men jeg husker min søde mand skyndsomst sige at ’det mener hun ikke’!  Tro mig - man kender ikke sig selv før man har været i fødsel!


Enhver fødsel har således sit eget forløb - som det er svært, at udsige noget om før den er overstået. Forskning viser imidlertid, at kvinder efterfølgende beskriver deres fødselsoplevelse som god, hvis de har følt sig set og hørt under forløbet. Dette er et samspil mellem de implicerede parter, hvor jordemoderen udover sin faglige kompetence skal bidrage med ro, overblik, tålmodighed, empati og tilstedeværelse. Kvinden kan være med til at styre forløbet i ønsket retning ved at tage ansvar for sin egen fødsel - det vil sige, forbered dig så godt du kan, på den rejse du og barnet skal ud på, hav tiltro til din krops formåen - men vær osse parat til at tage tingene som de kommer.

Hvem kan vælge at føde hjemme og hvor mange vælger at gøre det?

Alle kvinder i Danmark har ret til at føde hjemme, bistået af en jordemoder. Er du sund og rask, har haft en ukompliceret graviditet og venter et enkelt barn i hovedstilling til termin, er der ingen evidens for at fraråde dig hjemmefødsel.  Ny forskning viser, at der ved lavrisikofødende sker færre indgreb ved en hjemmefødsel end ved en fødsel på hospital. Har du sammen med din jordemoder besluttet, at du kan føde hjemme så luk ørerne for skrækhistorier!

Så vidt jeg kan forstå føder knap 30% af de hollandske kvinder hjemme- til sammenligning føder kun 1,2% af de danske kvinder hjemme- Hvad er forklaringen på den store forskel?

For mindre end to generationer siden blev de fleste danske børn født hjemme eller på små private fødeklinikker. I dag er det ca. 1 % af danske kvinder der vælger hjemmefødsel. Majoriteten af hjemmefødsler finder sted i de regioner hvor der findes en velfungerende hjemmefødselsordning, hvilket mere end antyder, at interessen er stor såfremt information og mulighed er synligt tilstede. Lande som f.eks. Holland har organiseret fødselshjælpen anderledes - hvilket betyder at 30% af de hollandske kvinder føder hjemme.

Hvad medbringer jordemoderen ved en hjemmefødsel, og hvordan foregår det, hvis den fødende må overflyttes til hospitalet?

Jordemoderen medbringer blandt andet en iltflaske, et sug til barnet samt medicin til at stoppe blødning. De fleste overflytninger til hospital er fredelige og skyldes som oftest, at kvinden har brug for et vestimulerende drop.  Jordemoderen lytter til barnets hjertefrekvens med regelmæssige mellemrum fødslen igennem, og hvis barnet viser tegn på stress, flyttes fødslen til et hospital. Det gælder naturligvis også hvis kvinden bløder udover det tilladelige efter fødslen - eller ved større bristninger, der skal syes af læge. Overflytning sker som regel med Falck og jordemoderen følger med og bliver så vidt muligt hos kvinden på sygehuset.

Hvad er den største forskel på en hospitalsfødsel og en hjemmefødsel?

Hvis jeg skal nævne en forskel på hjemmefødsler og hospitalsfødsler er det at tage ansvar for sin fødsel ofte er kendetegnende for kvinder der føder hjemme.  Rammerne sætter du selv og jordemoderen er gæst hos jer. Tidsfaktoren oplever jeg, er af mindre betydning ved en hjemmefødsel end på sygehuset. Det at føde hjemme er et ja tak til en naturlig fødsel med fravalg af medicinsk smertelindring og kvinderne er derfor indstillet på, at skulle håndtere veerne på anden vis - hvilket i bund og grund er en sund accept af, at en fødsel ikke bare skal overstås men gennemleves. Både på hospitalet og ved hjemmefødsler findes en række ikke-medicinske metoder til at lindre veerne – akupunktur, vejrtrækningsteknikker, steriltvandspapler, varmepude, bruser og badekar.   

Kendthed er en anden vigtig og kendetegnende faktor ved hjemmefødsler. Optimalt kender den fødende og jordemoderen hinanden og forventningerne er afstemt. På min arbejdsplads varetog vi tidligere hjemmefødslerne i det omfang de faldt i vores vagt. Nu varetages hjemmefødslerne af 3 jordemødre med det speciale. Det er selvsagt meget anderledes, at arbejde alene i et privat hjem end på en stor specialafdeling og det er derfor en klar fordel at jordemoderen kender kvinden/parret og er vant til at varetage fødsler i hjemmet. 

Sidst men ikke mindst får faren ofte en mere aktiv rolle ved en hjemmefødsel. Han har simpelthen hjemmebanefordel.

Mange tak til Helle for de fine svar! Vil du læse flere indlæg om hjemmefødsel, kan du klikke lige her!

Wednesday, March 26, 2014

En stjernekigger - Trines smukke hjemmefødsler

Trine har sendt mig sin beretning om sine to hjemmefødsler. Både billeder og ord fik mig til at fælde en tåre. Trine har i øvrigt en skøn blog, som du kan besøge ved at klikke her, men læs lige hendes smukke beretning først!







Jeg hedder Trine, er 27 år, og bor lidt uden for Holbæk sammen min mand og vores to piger, på henholdsvis 3 år og 1 år. Jeg er uddannet bioanalytiker og arbejder på det lokale sygehus. Begge vores piger er kommet til verden på vores badeværelse, men efter vidt forskellige forløb.

Fødslen af storesøster

Det var egentlig ikke planlagt, at vi skulle være forældre endnu, men da et formodet mavesår viste sig at være begyndelsen på et kærlighedsbarn, gav det sig selv. I tiden efter var vi ret forvirrede, og vi priste os lykkelige over, at terminsdatoen lå langt ude i fremtiden.
I forsøget på at gøre det rigtige indtog vi babymessen i Øksnehallen, jeg med en brækpose i hånden, og min mand med halvskræmte øjne. Vi kapitulerede hurtigt, men nåede heldigvis at tale med en fantastisk privat jordemoder fra Region Hovedstaden. Vi havde på daværende tidspunkt, ikke taget stilling til hvor eller hvordan vi ville føde. Jeg var rædselsslagen, og derfor åben over for alt som kunne dulme min nervøsitet. Jordemoderen forsikrede os om, at hjemmefødselsordningen i Region Sjælland var et besøg værd, og vi besluttede med det samme at undersøge det nærmere.
Dagen efter ringede jeg til den ene af de to jordemødre, som hørte til vore område, og en uge senere fik vi besøg. Vi vidste ikke rigtig, hvad vi skulle forvente og blev næsten overraskede, da det ikke var den karikerede hjemmefødselsjordemoder med storblomstret kjole og hennafarvet hår, som kom ind af døren.
En time, en kande the og lidt baby-hjerte-banken senere var vi overbeviste. Vi skulle føde hjemme. Min nervøsitet forsvandt i takt med samtalerne, og blev erstattet af forventningsfuld spænding. Vi skulle nok klare det her.

Da terminsdagen oprandt, var jeg klar. Jeg havde været klar længe. Jeg var udmattet efter en hård graviditet, og jeg syntes bare, at hun skulle ud. Der skete ikke det store, og først efter akupunktur og hindeløsning, af flere omgange, gik veerne i gang, 8 dage over termin. Klokken 2 om natten rullede de ind over mig med en voldsomhed, jeg aldrig havde kunne forstille mig.
Fire timer senere ringede vi til den jordemoder som havde vagt, blot for at finde ud af, at hun var ved at føde med en anden. Den anden jordemoder, som havde fulgt os var syg, så vi stod pludselig i den situation, at vi alligevel skulle føde med en helt fremmede. 
En time senere kom hun, karikaturen af en hjemmefødselsjordemoder. Hun var i lilla fløjlsbukser, hjemmestrikkede sokker og havde en stor konkylie i det krøllede hår. Men hun var fantastisk. Fra det øjeblik hun trådte ind, kendte hun mig, kendte os.
Mens jeg forklarede hende om de voldsomme veer, rev den vordende far ingefær til smertelindring, og jordemoderen undersøgte mig grundigt. Det viste sig hurtigt at vores kommende datter var stjernekigger og stimulerede mine veer ret uheldigt. Ved hjælp af flere omgange rebozo, en effektiv rysteteknik, lykkedes det at få hovedet til at stå rigtig i bækkenet, og 12 timer efter den første ve, kunne jeg pludselig arbejde med min krop igen. Jeg var udmattet, men jeg kunne spise lidt og være i min krop. Veerne arbejdede for mig, og jeg var atter ved godt mod.

Sidst på eftermiddagen blev vores låne-jordemoder afløst af hende, vi kendte, og det sidste vand blev fyldt i det oppustelige fødekar, jeg snart skulle i. Inden havde jeg skiftevis ligget på den ene og den anden side i sengen med et let tryk, og en ingefærklud på lænden. Jeg havde mest af alt lyst til at blive liggende, men med lidt overtalelse hoppede jeg i vandet, og mærkede på egen krop hvor godt det var. Kun toppen af veerne var signifikante, mens jeg resten af tiden, kunne småblunde og lytte til jordemoderen og min mands rolige stemmer.  Min mor kom forbi med friske sukkerforsyninger og depoterne blev fyldt op.
KL. 17.30 ændrede mine veer sig, og pressetrangen kom. Jeg måtte bruge et par veer på at lære at styre min vejrtrækning og udnytte veerne. Jeg havde hørt at presseveerne, var noget, jeg skulle se frem til, men jeg måtte sande, at det var yderst ubehageligt. Jeg fandt bedst ro liggende på knæ, mens jeg vægtede overkroppen på kanten af karet og i min mands arme.
Et par veer senere tog vores jordemoder vandet, som endnu ikke var gået, og jeg kunne straks mærke hvordan det for alvor begyndte at presse.
Kl. 18.55 fødte jeg hovedet, mens jeg pænt måtte vente på endnu en ve til kroppen. 17 timer tog det, fra første voldsomme ve, til hun var hos os.
Smerterne blev en saga blot, og det var ingen sag at føde moderkagen. Jeg blev undersøgt, og var sluppet med to små hudafskrabninger til trods for et hovedmål på 37 cm.
Vores jordemoder blev hos os et par timer efter fødslen, mens vi bare nødt at være tre. Vores datter blev undersøgt, amningen blev startet op, og vores nærmeste familie kom på aftenvisit.
Når jeg tænker tilbage på min første fødsel, er jeg ikke i tvivl om at den var kompliceret, og at det kunne være endt meget anderledes. Heldigvis havde jeg alle forudsætninger for at få en normal fødsel, ikke mindst fordi jeg havde min jordemoders fulde opmærksomhed. Hun tog mig seriøst da jeg sagde at mine veer føltes forkert, og hun vidste, hvordan hun skulle reagere på den skæve hovedstilling. Jeg selv var tryk og i vante omgivelser, med en tro på at det hele nok skulle gå.


Lillesøsters fødsel 
                                                       
Jeg kunne ikke forstille mig at føde andre steder end her hjemme, i trykke og vante omgivelser. Derfor var det også det mest naturlige at ringe til vores jordemødre som det første, da to røde streger indikerede at lillesøster var på vej.
Endnu en gang havde jeg en besværlig graviditet, og endnu en gang måtte jeg gå over termin. Vi var tilknyttet de samme jordemødre som første gang, og jeg glædende mig rigtig meget til at til at føde igen. Fire dage over termin gik fødslen i gang, helt af sig selv.

Jeg havde afleveret vores toårige datter i dagplejen, og var underligt sulten. Jeg havde været oppe hele natten med plukveer, og besluttede derfor at spise morgenmad, for anden gang, og her efter gå i seng. Jeg kunne imidlertid ikke sove, og blev pludselig opmærksom på at det, der tidligere kun havde været plukveer, faktisk var begyndt at gøre ondt. Jeg ringede til min mor, som skulle med til fødslen, og så til min mand som jeg vidste skulle have møde om eftermiddagen, og forklarede at der var ”noget” i gærde, men at jeg ville tage en lur.
Kort efter kunne jeg ikke sove, og begyndte derfor at tage tid på de kraftige plukveer. De var ret regelmæssige og af en varighed som begyndte at ligne veer. Jeg ringede til den vagthavende jordemoder, og hun ville komme inde for et par timer.
Jeg besluttede at gå ud og tisse og gøre mig ”fødselsklar”, men mens jeg tissede kom der tegnblødning, og det jeg havde følt som kraftige plukveer blev til regulære veer. Jeg ringede endnu en gang til min mor og min mand, og sagde de nok skulle overveje at komme.
En time senere kom min mand hjem. Jeg lå i sengen og havde regelmæssige, fantastiske veer, som jeg kunne arbejde med. Mellem veerne havde jeg overskud til at være mig, grine, snakke og nyde at fødslen var i gang.

Kl. 12. 30 kom jordemoderen, og jeg blev for første gang nervøs. Under min første fødsel havde jeg ikke udvidet mig til trods for kraftige veer, og jeg var bange for det hele skulle gentage sig. Hun kunne dog hurtige berolige mig og fortælle at de første 6 cm var overstået.
De gode veer forsatte, og en time senere begyndte de for alvor at nive. Jordemoderen undersøgte mig, og hjalp hovedet på plads i bækkenet, ved at holde fast lige over skambenet. Bagefter rejste jeg mig op, og fik med det samme pressetrang. Det gik sindssyg hurtigt, og vi besluttede at smide mig i fødekarret selvom det kun var halvt fyldt.
Under den første ve jeg havde i karret tog jordemoderen vandet, og to veer senere kom lillesøster til verden, næsten uden advarsel. Jordemoderen stod med vandslangen til karret som stadig ikke var fyldt, og jeg kunne selv vende mig om og tage lillesøster op af vandet. Klokken var 13.47, og vores jordemoder havde været hos os i knap 1 ½ time.
Efterveerne var ret tarvelige, og jeg var noget længere tid om at føde moderkagen end første gang. Ud kom den dog, og som første gang, var jeg sluppet med en lille hudafskrabning.

Jeg var frisk, og efter lidt hygge i sengen hud mod hud, stod vi op og gjorde os klar til vores store datter skulle komme hjem. Vi havde lagt lillesøster i liften, så vi sammen, som familie, kunne finde Lillesøster. Det var en kæmpe succes, og begge piger kiggede længe og intenst på hinanden. Sammen med bedsteforældrene fejrede vi lillesøsters første fødselsdag, bestilte pizza, og nød at alt var gået så let.

Tusinde tak til Trine for de rørende historier. Jeg er dybt taknemmelig over de dejlige hjemmefødselsberetninger, jeg har modtaget, og det er rigtig dejligt at dele de positive historier med jer. Jeg håber, at I nyder at læse med! 

I morgen svarer jordemoder Helle Nielsen fra Jordemoderlounge  på mine spørgsmål om hjemmefødsel. 

Vil du læse flere indlæg om hjemmefødsler, kan du klikke lige her!

Saturday, March 22, 2014

Maven 37+0 og lidt om kommentarer...

Der er nu præcis 3 uger til termin, og jeg synes, at jeg har en ordentlig mave, som næsten ikke kan blive større! Jeg har det stadig rigtig godt og har ingen gener overhovedet! Det er vist et dejligt barn der ligger derinde, og jeg glæder mig meget til at finde ud af, hvem det er der gemmer sig derinde. På tirsdag skal vi have hjemmebesøg af min jordemoder og hendes studerende. Når man gerne vil føde hjemme, får man altid et hjemmebesøg, og man bliver også tilbudt to besøg kort efter fødslen.
Jeg glæder mig rigtig meget til den kommende hjemmefødsel, og jeg føler mig helt klar.

Lige nu er jeg ved at skrive nogle spørgsmål til en jordemor om hjemmefødsler. Er der noget, du virkelig gerne vil vide omkring hjemmefødsler, så stil gerne dine spørgsmål i kommentarfeltet herunder. Jeg bliver i øvrigt glad for kommenterer generelt -Det er en god indikator for, om I interesserer jer for det, jeg skriver om på bloggen. Pt. topper besøgstallet (!!!), men der har aldrig været så stille på kommentarsiden... 
Jeg ved at mange andre bloggere har skrevet om det samme, og jeg forstår godt, at man ikke kan være på og kommentere alle steder, men det er bare så dejligt med lidt respons, og jeg bliver også altid glad for forslag til emner, I gerne vil have mig til at tage op. 

Jeg takker for de kommentarer, jeg allerede får, og jeg forsøger altid at svare alle!

Hav en god weekend!

Spørgsmål til Sandie om hjemmefødsel

For nogle uger siden sendte Sandie mig sin hjemmefødselsberetning, og den kan du læse lige her!
Jeg har stillet hende nogle spørgsmål om hendes tanker omkring det at føde hjemme.

Hvor og hvornår hørte du om muligheden for hjemmefødsel?

Jeg har altid vidst, at det var muligt at føde hjemme. Min første fødsel i 2011 forløb rigtig godt, så min daværende jordemor sagde, at det næste gang var oplagt, at jeg fødte hjemme, nu hvor det hele var gået så fint.

Hvorfor valgte du at føde dit andet barn hjemme?

Jeg valgte at føde mit andet barn hjemme, fordi jeg følte det som et naturligt valg. Jeg havde ganske enkelt bare lyst til at føde hjemme og en rigtig god mavefornemmelse ved det.

Hvad syntes din mand/ kæreste om idéen om en hjemmefødsel?

Min kæreste var helt med på en hjemmefødsel fra starten af. Han er opvokset på en gård og har været med i stalden, når en ko skulle føde. Det eneste han lige tænkte over var, om der ville være ’blod all over’.  Det var der ikke, og det er nok en typisk tanke hos manden.

Hvordan var omgivelsernes reaktioner ellers? Familie? Venner?

Min families reaktioner var positive. De kunne sagtens forestille sig, at jeg ville vælge at føde sådan. De havde ikke så mange katastrofetanker vedr. 'hvad nu hvis og alt sådan noget'.
Mine venner derimod havde det blandet. De fleste kunne slet ikke forstå, hvorfor jeg overhovedet turde at føde hjemme. De tænkte kun katastrofetanker. Enkelte af mine nærmeste synes, at det var en modig beslutning, men kunne godt forestille sig, at det måtte være skønt ikke at skulle ud i trafikken bagefter.

Hvordan var din oplevelse af fødslen sammenlignet med din første fødsel på hospitalet?

Min hjemmefødsel sammenlignet med min første hospitalsfødsel, er på en måde svær at sammenligne. Det er to positive fødsler med gode jordemødre, som jeg følte mig tryg ved, hvilket er enormt vigtigt.
Den største forskel er helt klart omgivelserne! Det var så rart at vide, at når slaget skulle slås, så var det ikke noget med at skulle ud i bilen: "har vi tasken med?" "En autostol?" etc. Det gav en kæmpe ro! Da det hele var overstået, skulle jeg ikke hoppe i tøjet og dele en stue med en anden, for dernæst at blive sendt hjem efter et par timer. Jeg var lykkelig over, at jeg ikke skulle have Kalle ned i
en autostol og køre 30 minutter, før jeg kunne have ham i mine arme igen.

Hvad har din mands rolle været under fødslen?

Min kærestes rolle under min fødsel, var at være ved min side. Han var en enorm god støtte, når mine veer kom. Vi havde udviklet en hel speciel måde at holde i hånd på, når mine veer kom. Han kom også og lagde kolde klude på min nakke, brusede mig på lænden i karret og opmuntrede mig i pressefasen. Han var der for mig og vores kommende barn 100%.

Var din ældste søn med til fødslen?

Otto var ikke med til fødslen af Kalle. Det var et bevidst valg, da Otto kun var to år, og jeg havde brug for, at han ikke var der. Mine tanker og kræfter skulle gå til denne fødsel.

Hvordan præsenterede I de to søskende for hinanden?

Min kæreste tog ud på gården til sine forældre, for at spise aftensmad med Otto. Der kunne han fortælle, at nu var lillebror Kalle kommet ud af mors mave. Da de kom hjem, var Ottos første ord; “hvad er det?”, hvilket han sagde mange gange den aften. Jeg sad i sofaen med Kalle i mine arme, og Otto kom roligt hen til os sammen med far. Otto kunne ikke helt forstå det, men hans reaktion var rolig og undrende. Jeg fik goddag-kys som sædvanligt, og ellers talte vi om hans dag. Den havde været god.

Hvad har været de positive sider ved hjemmefødsel?

Det mest positive ved min hjemmefødsel var, at være hjemme i mine egne vante omgivelser. Her havde jeg min egen musik, stearinlys, et køleskab fyldt med lækkert mad og drikke, samt mit eget wc og bad. Det var helt perfekt og gav mig en indre ro, hvilket bidrog til at mine tanker og kræfter kunne bruges på fødslen og tiden med baby bagefter.

Hvad har været de negative sider ved at føde hjemme?

De negative sider ved min hjemmefødsel var der ikke nogen af. Dette er til trods for, at der var vagtskifte imens. Hvis jeg havde været førstegangsfødende, tror jeg netop, at dette vagtskifte kunne være det negative, men igen det bliver man også udsat for på et hospital. For mig er mine fødsler mere et samspil mellem min kæreste og jeg, end det er mellem jordemoderen og jeg.
Mit ønskescenarie er dog, at man kunne den samme jordemoder til sin hjemmefødsel som under sin graviditet, hvis man selv ønsker det.

Vil du gøre det igen, hvis du skal have flere børn?

Jeg vil helt klart vælge at føde hjemme igen næste gang. Det er bare meget mere
harmonisk og tiden efter fødslen, hvor man ligger sammen og bare nyder den lille ny er hel ubeskrivelig. Man er hjemme og ingen bestemmer, hvornår man skal rejse sig og skal hjemad. Man ER hjemme!

Er der ting du vil gøre anderledes næste gang (hvis der bliver en næste gang)?

Der er ikke noget jeg vil gøre anderledes næste gang. Jeg tænker stadig, at Otto og Kalle ikke skal være hjemme, hvis det sker i dagstimerne. Men den tanke kan ændre sig.

Vil du opfordre andre til hjemmefødsel?

Forudsat at kvindens jordemoder vejleder hende i at føde hjemme, vil jeg til enhver tid foreslå en hjemmefødsel. Det er en stor gave at befinde sig i sine egne omgivelser.

Har du nogle råd til andre, som overvejer hjemmefødsel?

Mit eneste råd er; tænk på alt det positive der er i en hjemmefødsel, væk med katastrofetankerne og spring ud i det med et smil. Sæt dig ind i hvordan I skal forholde jer, hvis nu babyen når at komme til verden inden jordemoderen kommer. Det sker sjældent og om ikke andet, så er det rarere, at det sker hjemme end i bilen på vej til hospitalet.

Tak til Sandie!!! Vil du læse mere om hjemmefødsel, kan du klikke lige her.


Friday, March 21, 2014

Elvirahs vej til verden - Hjemmefødselsberetning af Rikke

Rikke har sendt mig denne fine beretning om hendes yngste datters fødsel. 

Jeg hedder Rikke Busk Jensen, er 31 år og uddannet sosu-assistent. Jeg er gift med Thomas på niende år, og sammen har vi 4 piger, hvorfra den yngste Elvirah, som lige er blevet 2 år er født hjemme. Jeg har altid haft et stort ønske om at føde hjemme, og jeg havde planlagt det både med nummer 2 Alberte på 5 år og nummer 3 Ophelia på 3 år. 
Da jeg blev mor for første gang, byggede vi hus og boede i en campingvogn, så der var hjemmefødsel ikke på tapetet. Alberte blev født i uge 36 efter, at jeg faldt og lægerne frygtede, at jeg havde fået en placenta løsning, så den hjemmefødsel måtte jeg desværre se gå forbi. Med Ophelia gik forvandet kl. 17.00 og jeg fik ikke rigtig veer, så jeg kom til et tjek kl. 4 på fødegangen. Da jordemoderen undersøgte mig gik den sidste hinde og hun blev født bare 26 min senere, så forståeligt nok blev jeg ikke sendt hjem, og jeg fødte derfor på sygehuset. 
Endelig lykkedes drømmen om en rolig fødsel i hjemmet, da Elvirah blev født!

Mandag d. 13 feb 2012

Jeg står og tømmer opvaske maskinen. Klokken er 17.00 og som lyn fra en klar himmel får jeg en ve, der bare siger AV! 3 minutter efter kommer der en til og jeg må ned og sidde, så kraftig er den. Mine piger kommer ud til mig i køkkenet og spørger, hvorfor jeg sidder på gulvet? Jeg får min datter Isabell til at hente min telefon, da jeg syntes veerne er lige lovlige kraftige, og jeg ringer til min mand Thomas, som er på arbejde. Jeg får fremstammet, at jeg har veer, og de vælter ind over mig. Jeg spøger ham, om han er ved at være klar til at komme hjem. Han mener, at der vil gå en time til halvanden. Det kan jeg dog mærke ikke duer og får fremstammet i en ve ”Du SKAL komme NU!” Han smider alt og får sin far til at køre sig hjem, da han lige har skilt sin egen bil ad. 
Jeg ringer til min mor og siger, at hun gerne må komme, og klog som hun er, ringer hun til min far.  Han kommer susende for at tage sig af pigerne, til Thomas er hjemme. 
Jeg har veer med 3-4 minutters mellemrum, og de varer ca. 1 min. 
Jeg ringer til min veninde, som skal være praktiske gris og hun kommer også.
Min far kommer efter 3 min og tager sig af pigerne. 
Jeg gå ind i stuen, men jeg kan ikke holde ud at stå op, så jeg lægger mig på sofaen. 
Det holder ikke længe og jeg må op og stå igen. 
Min veninde Ditte kommer, og hun tager tid. Hun ringer op til fødegangen for mig, og jeg få en Jordemorstuderende i røret. Klokken er 18.30.
Jeg forklarer hende, at jeg skal føde hjemme, og jeg beder dem sende en Jordemor.
Jeg har stadig veer med 2-3 minutters mellemrum og nu også tegnblødning. En jordemor tager over i samtalen og spørger ind til en hel masse. Jeg kan dog slet ikke svare, da jeg få en mindre ve storm, og Ditte må overtage. Da hun har sluttet samtalen, kommer Thomas hjem. 
Min datter Alberte tager med sin morfar hjem. Ophelia får aftensmad og min mor putter hende. Jeg gå lidt rundt og er restløs, men kan stadig pjatte og hygge mig med de andre i ve-pauserne. Kl. 19 kommer jordemoren Karina (Som jeg også fødte min datter Isabell med) hun undersøger mig kl. 19.20 og jeg er 4 cm åben. Hun ringer til fødegangen og siger, at hun bliver.
Den ene ve tager den anden, alt imens Thomas, Ditte og Isabell fylder mit fødekar, som kommer til at stå midt i køkkenet. Mens jeg koncentrerer mig om mine veer, drikker de andre kaffe og Thomas æder chip (MEGA træls lyd, når man har veer!)
Kl. 21 går den yderste hinde og vandet løber ned af mine ben. Karina undersøger mig igen, og jeg er nu 8 cm åben. Mine veer er ikke så stærke mere, så vi bliver enige om, at hun tager vandet, som er fint og klart. Jeg står op under alle mine veer og kan slet ikke ligge ned. Jeg går nok på toilettet 8 gange på 3 minutter og kan slet ikke finde ro. 
Klokken 22.30 kommer jeg i karret og mine veer tager til. Karina siger, at jeg bare skal følge min krops signaler, for det er jeg jo fantastisk til, og når jeg vil presse, så gør jeg bare det. FEDT at jeg selv har styringen på trods af de hårde veer. Jeg ligger på mine knæ med armene på kanten af mit fødekar og tager den ene ve efter den anden. I min lille trance, fortæller Karina, at hun vil ringe til fødegangen og få dem til at sende en ny jordemoder, da hun snart har fri. 
Kl. 23.15 kommer den nye jordemoder Astrid. Hun kommer ind ad døren lige midt i en ve, og jeg må ærligt indrømme, at jeg er lidt træt af at skulle forholde mig til en ny jordemoder. 
Jeg kan mærke, at det er snart, at min lille baby vil ud, og mine veer er gået over i overgangsfasen. Veerne kræver nu virkelig, at jeg har 110% fokus på min vejrtrækning, og jeg få kaldt Thomas hen til mig. 
Astrid er heldigvis fantastisk! Hun siger kort hej, og jeg får lov at suse ind i min lille trance igen.  kl. 23.20 kommer der en presseve og jeg presser. Desværre holder den op lige før hovedet er ude og svup ryger det lille hoved tilbage, AV det gjorde nas! Den næste presseve kommer blot 2 min efter, og nu kan jeg mærke stædigheden og viljen blusse op i mig. 
Jeg presser til og det hoved SKAL bare ud, så i dyb koncentration får jeg født hovedet. Jeg får lige slappet en smule af inden næste presseve kommer kl. 23.27 og SMUT! 
Jeg kan se nede i karret, at der kommer den dejligste lille pige til syne. Jeg hjælper hende selv op til overfladen, hun bliver lagt på mit bryst og skriger med det samme, helt klistret og alligevel VIDUNDERLIG!
Klokken er 23:29 da Elvirah bliver født og lykkefølelsen strømmer ind over mig. Thomas lyser SÅ FANTASTISK også 4. gang!
Thomas klipper navlestrengen og Elvirah kommer over i armene hos mormor. Thomas og Astrid hjælper mig op af karet. Jeg har dog den vildeste efterve, og jeg får besked på, at jeg skal skynde mig over på madrassen, da moderkagen hænger halvt ude. Jeg når lige op på madrasen og så kommer moderkagen. 
Ingen bristninger og en PERFEKT datter mere i gave. Jeg kommer ind i min EGEN varme seng, og lille Elvirah bliver lagt på mit bryst igen. Ophelia er vågnet af lillesøsters gråd og kommer ind til os. Isabell, som faldt i søvn 10 min før jeg fødte bliver vækket og ser sin nye lillesøster. 
Vi sidder der i vores soveværelse med vores 3 piger og nyder hinanden og stilheden, mens mormor, Astrid og Ditte rydder op. Elvirah bliver vejet og målt: 3250 gram og 50 cm. 
Min mor, Ditte og Astrid kører hjem ved 3-tiden og de 2 store bliver igen puttet. 
Thomas og jeg sidder nu og NYDER vores lille nye datter, der er helt igennem skøn. 
Jeg fik endelig den fantastiske hjemmefødsel, som jeg altid havde drømt om, og selv Thomas synes, at det er den bedste måde, at bringe en lille ny til verden på trods alle hans bange anelser. 

Verdens LYKKELIGSTE mor kan nu lægge sig til at sove. Sidste gang jeg kigger på uret er klokken 5:12, og jeg sover med Elvirah på mit bryst resten af natten. Alberte kommer hjem klokken 8.00 og møder sin nye søster, og det er kærlighed ved først blik.


Tak til Rikke for beretningen. Du kan læse endnu mere om hjemmefødsler ved at klikke her.

Hvis du vil bidrage med din hjemmefødselsberetning, må du meget gerne sende den til mig!